Blomsterhonning

Allerede når bien henter nektaren i blomsten, tilsættes den enzymer fra en kirtel i hovedet, som har til formål at spalte rørsukkeret til druesukker og frugtsukker (Invertase).

Når nektaren hentes i blomsterne er dens indhold af vand på op til 60%. Dette skal inddampes til under 20% for holdbarhedens skyld.

Når bien kommer til sit stade, afleverer den sin nektar til en anden husbi, som også tilsætter yderligere enzymer, og sådan kan det foregå nogle gange, indtil nektaren bliver afsat som en dråbe i en celle. For at få det resterende vandindhold ud af honningen, kan man høre bierne ventilerer stadet - især om natten.

Langt det meste honning stammer fra blomsterhonning. Nektaren i blomsterne er som lokkemad for bierne, som derved bestøver planten. I nogle blomster er nektaren frit tilgængelig for mange forskellige insekter. Andre planter har gemt nektaren i et kronrør, som hos hvidkløveren eller de har en slags kræmmerhus som hos erantis. Andre planter igen danner et rør af kronbladende, sammen med støvdrager og støvfang. Dette har selvfølgelig til formål, at blomsten bestøves, når bien eller andre insekter henter nektar eller pollen.

Hver plante har sin type af nektar, som er forskellig fra andre planter. Nektaren har også et indhold af små mængder af proteiner (fra pollenindholdet), organiske syrer og mineralstoffer, som har betydning for honningens egenskaber som duft og smag. Af syreindholdet kan nævnes myresyre, mælkesyre, eddikesyre, smørsyre, citronsyre, æblesyre, oxalsyre og gluconsyre. Gluconsyren er den, der findes mest af og har den største betydning. Den spaltes af sukkerarten glucose til gluconsyre og brintoverilte.


[ Go Back ] / frem til ekstraflorale honninger